Opskrift på Golden Milk mod menstruationssmerter

IMG_20200520_121537-scaled-e1596284388402-980x551

Vidste du, at du med få ingredienser kan slippe af med menstruationssmerter? Prøv den her drik og mærk forskellen for dig selv.


"Laura, jeg har drukket en golden milk i ugen op til min menstruation, og jeg havde INGEN menstruationssmerter! Det her virker jo!"


Sådan en besked lå i min indbakke for nogle måneder siden.

Og jeg svarede:

"Ja, det gør det nemlig!"

Golden Milk er en antiinflammatorisk drik, der kan medvirke til at reducere menstruationssmerter.

Men man tror ikke rigtig på det, før man har prøvet det selv.

Derfor deler jeg i dag opskriften med dig, så du også kan prøve kræfter med den her kraftfulde drik Golden Milk.

(For jeg kan ikke stoppe med at tale om det på alle mine kanaler!)


Opskrift på Golden Milk mod menstruationssmerter

(inspireret af Madbandittens blogindlæg)

Gurkemejelatte golden milk menstruationssmerter


Ingredienser:

  • 1 tsk gurkemejepulver

  • 1 tsk ingefærpulver

  • 1 tsk ægte kanel (Ceylon kanel)

  • Lidt kværnet peber

  • Havredrik eller anden plantemælk* 

  • Lidt kokosolie

  • Evt. et par stevia-dråber eller lidt honning

*Vælg gerne en let udgave af plantemælk som fx risdrik, da kokosmælk nogle gange kan blive lidt tungt. Undgå sojamælk, da det kan forstyrre hormonbalancen i for store mængder.

Bland alle de tørre ingredienser sammen i en lille skål. Lav gerne en større portion, så du har til flere dage, for du skal helst drikke den i mindst en uge op til din menstruation.

Når du skal lave din Golden Milk varmer du ca. 2 dl havredrik op i en lille gryde og tilsætter 1 tsk af Golden Milk blandingen. Tilsæt også en smule kokosolie (olien hjælper ligesom peberen til at sikre bedre optagelsen af gurkemejen). Pisk med et piskeris indtil det er varmet op indtil kogepunktet (pas på det ikke koger over). Smag evt. til med stevia-dråber eller honning, hvis du har lyst til en sødere drik (obs: vælg stevia hvis muligt, så du ikke påvirker blodsukkeret yderligere).

Hæld det op i et glas eller en kop og nyd den varme drik.

Vær opmærksom på, at der kommer et bundfald i bunden af koppen, som ikke smager særlig godt. Det kan du hælde ud, når du kommer dertil.


Hvorfor virker Golden Milk på menstruationssmerter?


Grunden til at Golden Milk virker mod menstruationssmerter er, at det virker antiinflammatorisk.

Og menstruationssmerter kommer i de fleste tilfælde af forhøjede niveauer af inflammation i kroppen.

Inflammation i kroppen øger mængden af det, som skaber menstruationssmerterne, nemlig nogle stoffer, der hedder prostaglandiner.

Prostaglandiner er en slags hormonlignende stoffer, der kan få dine muskler til at trække sig sammen.

Og de kommer blandt andet på banen, når din krop skal udskille livmoderslimhinden, som bliver til din menstruation.

golden milk menstruationssmerter

Følg mig på instagram og få flere tips om hvad du kan gøre for at få din cyklus og hormoner i balance.


For mange af de dårlige prostaglandiner

Men...

Nogle gange går det ikke helt så nemt, som kroppen gerne vil have det til.

Der findes nemlig tre typer af prostaglandiner.

To af dem er smertereducerende (Pg1 og Pg3)

Og én af dem skaber smerter (Pg2)

Så hvis du oplever menstruationssmerter....

Så betyder det, at du har for mange af Pg2, der giver smerter.

Men den gode nyhed er, at du kan reducere mængden af Pg2.

golden milk pulver

Hav altid Golden Milk klar ved at lave en stor portion og opbevar den i en tilsluttet glasbeholder.

 

Du kan reducere mængden af de smertefulde prostaglandiner

Din krop producerer prostaglandinerne i tiden op til din menstruation.

Så hvis du sørger for at fjerne det, som danner de smertefulde prostaglandiner, så får du færre smerter.

Det som bruges til at danne de her prostaglandiner er blandt andet omega 6.

Så hvis vi har for meget omega 6 i forhold til omega 3 (som kommer af inflammation i kroppen)...

Så kan vi risikere at få smerter under menstruationen.

Det første, du skal gøre, er altså at skrue ned for inflammationen.

Du kan vælge at lægge hele din kost om og spise antiinflammatorisk...

Eller du kan skyde genvej ved at lave den her varme drik og drikke en kop hver dag i ugen op til din menstruation.

Gurkemeje er nemlig en af de mest potente antiinflammatoriske ingredienser, vi har.

 

Forbehold

Selvom gurkemeje er lidt af et vidundermiddel, så er der specifikke tilstande som gør, at man bør varsom med at indtage for meget gurkemeje.

  • Graviditet & amning
    Undgå at indtage for meget gurkemeje, hvis du er gravid eller ammer. Vi ved endnu ikke, hvad gurkemeje kan gøre i større doser, så vær på den sikre side og indtag det med måde.

  • Galdeblæreproblemer
    Gurkemeje kan gøre galdeblæreproblemer værre. Undgå at indtage gurkemeje, hvis du døjer med galdesten.

  • Blodfortyndede medicin og operationer
    Gurkemeje kan virke blodfortyndende. Tager du blodfortyndene medicin eller har du blodproblemer, så rådfør dig først med din læge. Skal du snart opereres, så undgå at indtage for meget gurkemeje inden, så blodet ikke bliver fortyndet.

  • Østrogenfølsom cancer
    Curcuma, som er det aktive stof i gurkemeje, kan agere som østrogen i kroppen. Hvis du har en hormonsensitiv kræfttype, så kan det være en god idé at undgå gurkemeje i for store mængder eller rådføre dig først med din læge, da vi ikke ved nok om, hvilke bivirkninger det kan have.

  • Infertilitet
    Gurkemeje kan sænke testosteronniveauet og påvirke sædcellernes bevægelse. Er du en mand og ønsker at få et barn, så vær varsom med at indtage for meget gurkemeje.

  • Leversygdomme
    Der er mistanke om, at gurkemeje kan skade leveren, især hvis man døjer med leverproblemer. Rådfør dig med din læge først.


Prøv det af - og fortæl mig så om det også virkede for dig i en kommentar herunder.

Jeg vil elske at høre fra dig.

Kærlig hilsen
Laura


OBS: Det vil ikke altid være nok kun at drikke den her kop for at slippe af med smerterne. Nogle gange har vi brug for flere tiltag, som fx at få nogle bestemte kosttilskud, lægge vores kost om og ændre på vores livsstil. Det kan jeg hjælpe dig med via mit online kursus Hormoner i Balance.

I nogle tilfælde kan menstruationssmerterne skyldes endometriose eller adenomyose, som er underlivssygdomme, hvor livmoderslimhinden vokser andre steder end den skal. Her har forskning dog også vist, at gurkemeje kan hjælpe, som fx et studie fra 2012, der viste at gurkemeje kan være med til at reducere mængden af endometriosevæv.

For de fleste typer af smerter (også andre smerter i kroppen) vil det at nedbringe inflammation have en gavnlig effekt (det er derfor at fx antiinflammatoriske smertestillende som ibuprofen virker mod smerterne). Så hvis du oplever smerter i kroppen kan du give det et forsøg og mærke efter, om det virker for dig.




Om Laura Grubb

headshot-laura-300x300

Jeg hedder Laura, og min passion er at vise dig, hvordan du får et liv i bedre balance ved at forstå dig selv gennem din menstruationscyklus og hormoner. Jeg er oprindeligt uddannet cand.soc i Service Management, men valgte efter et stressammenbrud at uddanne mig som hormonyogalærer og kostvejleder med speciale i hormonsystemet. Mit ønske er give dig værktøjerne til at få en krop i balance, samtidig med du lærer, hvad der kendetegner dig som kvinde og hvordan du kan gøre din menstruationscyklus og hormonbalance til din største styrke. Det er min mission – og jeg glæder mig til at have dig med på rejsen.

Følg med på InstagramFacebook og Youtube


Ansvarsfraskrivelse

Information i dette blogindlæg har kun til formål at informere og oplyse. Indholdet er et resultat af Lauras egen research og erfaringer. Indholdet er ikke tænkt som en erstatning for rådgivning af en læge eller anden sundhedsrådgiver eller anden information fundet på et produkt eller pakke. Brug ikke indholdet til at diagnosticere eller behandle et helbredsproblem eller sygdom, eller til at udskrive medicin eller anden behandling. Tal altid med din læge eller anden sundhedsrådgiver, før du tager nogen medicin, kosttilskud, urter eller foretager nogen behandling for et helbredsproblem. Hvis du har eller mistænker, at du har et medicinsk problem, kontakt din læge omgående. Afvis ikke lægelig rådgivning og afvent ikke at søge lægehjælp på grund af noget, du har lært via min hjemmeside og andre kanaler. Information og udtalelser vedrørende kosttilskud og præventionsmidler er ikke evalueret af Sundhedsstyrelsen og er ikke tiltænkt at diagnosticere, behandle eller eliminere nogen sygdom.

Sådan påvirker en fødsel din menstruationscyklus
Den bedste te for dine hormoner

7 kommentarer

Nanna Høyrup Andersen
 

Hej Laura, er det bare mig, eller er der ikke nogen tekst med opskriften? Kh Nanna
Læs mere
Læs mindre
Laura Grubb
 

Hej Nanna, nej det er ikke bare dig, det var mig :-) Jeg havde kommet til at sætte det op, så teksten kun var med, når man gik til linket fra en PC/Mac (men de fleste læsere kommer jo fra mobilen, især sådan en søndag morgen, så det går jo ikke ;-) ). Nu skulle det gerne være fikset, så den virker både fra mobil og desktop. God fornøjelse :-) Kh Laura
Læs mere
Læs mindre
Julia
 

Kan man udelade kanel og havredrik og erstatte pulver med friske råvare?
Læs mere
Læs mindre
Julia
 

Tak for opskriften. Kan man udelade kanel? Og erstatte havredrik med vand?
Læs mere
Læs mindre
lauragrubb
 

Hej Julia, ja du kan godt udelade kanel og fx bruge risdrik i stedet for havredrik. Jeg har ikke prøvet med frisk gurkemeje og ingefær, men det kunne godt være at det virkede. Lad mig endelig vide, hvis du prøver det ad. Kh Laura
Læs mere
Læs mindre
Betina
 

Hvor meget drikker du om dagen? Drikker du hver dag eller kun mens smerterne står på?
Læs mere
Læs mindre
lauragrubb
 

Hej Betina, Jeg plejer at drikke 1-2 kopper om dagen fra ægløsning og indtil min menstruation. Og så drikker jeg også under menstruationen, hvis jeg oplever smerter. Det er bedst at bruge det forebyggende, da prostaglandinerne bliver dannet fra ægløsning til menstruationen. Men du kan også sagtens drikke den hver dag for at reducere inflammation i det hele taget. Håber det giver svar? Kh Laura
Læs mere
Læs mindre