Hormonspiralen - dens fordele og ulemper

Hormonspiral

Er hormonspiralen det rigtige valg?

Jeg har i mange år fået et klassisk spørgsmål: er det en god idé at bruge en hormonspiral eller ej?

Og jeg kan godt forstå, at spørgsmålet kommer, fordi den er efterhånden blevet en af de mere populære præventionsformer og et alternativ til p-piller.

Men lad mig starte med at slå fast - det er ikke et spørgsmål, jeg kan svare på for dig.

Jeg kan dog give dig mit input til informationer, som du kan bruge, når du selv skal træffe valget om at bruge den eller ej.

Og så vil jeg som altid anbefale dig at tage din læge eller sundhedsplejerske med på råd, da der kan være unikke hensyn, som påvirker dit valg.

 

Hvad er en hormonspiral?

En hormonspiral er en lille, T-formet plastikstav, der indeholder hormoner. Den placeres i livmoderen af en sundhedspersonale og frigiver kontinuerligt hormonet (oftest levonorgestrel - også kaldet et gestagen, som er en syntetisk udgave af progesteron) over en periode på flere år.

Der findes forskellige mærker på markedet, som fx Mirena, Kyleena, Skyla og andre. Forskellen på de forskellige typer er mængden af hormoner, de indeholder, og dermed også hvor mange år de holder og hvor ofte de skal skiftes ud.

Bare lige for at afklare, så findes der også en anden spiral, som hedder kobberspiral. Den indeholder ikke hormoner, men i stedet udskiller den kobber. Den kan du læse mere om i mit blogindlæg her.

 hormonspiral

Sådan virker den

Den fungerer på flere måder for at forhindre graviditet:

  1. Fortynder livmoderslimhinden: Hormoner fra spiralen gør livmoderslimhinden tyndere, så det bliver vanskeligere for et befrugtet æg at implantere sig i livmoderen. Det er det som gør, at din menstruation bliver meget lettere eller helt forsvinder, fordi der ikke er lige så meget livmoderslimhinde, som skal udskilles.

  2. Ændrer livmoderhalssekretet: Den påvirker også konsistensen af livmoderhalssekretet, hvilket besværliggør sædcellernes rejse ind i livmoderen. Livmoderhalssekret (også kaldet udflåd) er nemlig vigtigt for, at sædcellerne kan overleve på deres rejse frem til ægget.

 

Har du stadig ægløsning?

Et spørgsmål jeg ofte får er: har jeg stadig ægløsning (altså en menstruationscyklus), når jeg bruger en hormonspiral?

Og det svar, jeg giver er: Det kommer an på.

Det kommer an på, hvilken dosis hormoner, der er i spiralen, hvor længe du har haft den, og hvordan din krop reagerer på spiralen.

Med et mærke som Mirena, er det ifølge FDA normalt at ægløsning undertrykkes de første år, men at den langsomt begynder at vende tilbage for de fleste. Andre typer som fx Jaydess med mindre niveauer af gestagen, ser det ud til at ægløsningen fortsætter også i det første år, så der er sandsynligvis en sammenhæng mellem mængden af gestagen og en hæmmet ægløsning.

Du kan selv læse om nogle af de typiske mærker, som bliver udbudt i Danmark:

  • Mirena (5 år)

    • Har det største gestagenindhold, og bruges derfor især til cyklisk hovedpine og endometriose. Bruges ofte til kvinder, som har født.

    • Pris: 1200 kr (du kan få tilskud, hvis du døjer med kraftige blødninger)

  • Jaydess (3 år)

    • Bruges mest til unge piger. Selve plastikstaven er mindre end Mirena, og den afgiver mindre hormon.

    • Pris 1140 kr (ingen tilskud)

  • Kyleena (5 år)

    • Den nyeste, som er en kombination af Mirena og Jaydess. Den har samme størrelse som Jaydess, men indeholder mere hormon - dog mindre end Mirena. Kan bruges både af kvinder som har født og ikke har født.

    • Pris 1200 kr

hormonspiral

Fordelene

  1. Høj præventionsgrad: Det er en af de mest pålidelige præventionsmetoder tilgængelige på op til 99% og har en meget lav fejlrate. Kvinder kan have tillid til, at de er beskyttet mod graviditet.

  2. Langvarig beskyttelse: Afhængigt af typen kan den give beskyttelse mod graviditet i op til fem år. Det er samtidig en præventionsmetode, man ikke behøver tænke over - den virker uden at man gør noget.

  3. Reduceret menstruationsbesvær: Mange kvinder oplever, at den giver mindre kraftig menstruationsblødning og deraf færre menstruationssmerter, for gestagenet fortynder livmoderslimhinden.

  4. Beskyttelse mod livmoderkræft: Brug af Mirena har vist at kunne reducere forstadierne til livmoderkræft. Derfor kan det være relevant, hvis man er i risiko for livmoderkræft. Effekten forsvinder dog, når spiralen tages ud. Livmoderkræft rammer oftest først efter 60 år, og den er sjælden hos kvinder under 40 år. Risikoen er højest, hvis en kvinde er overvægtig, har diabetes eller forhøjet blodtryk.


Ulemperne

Bivirkninger: Der findes en række bivirkninger, som minder meget om bivirkningerne ved fx mini-piller. For det første kræver det et lægebesøg, og det kan for nogle kvinder være smertefuldt at få den sat op.

Derudover er der potentielle bivirkninger som:

  • Pletblødninger (går ofte over efter nogle måneder)

  • Cyster på æggestokkene

  • Underlivssmerter (hvis det fortsætter, så kan det være fordi spiralen har flyttet sig uden for livmoderen - sker for 1 ud af 1000 kvinder)

  • Vaginale ubalancer som kan føre til svamp eller bakteriel vaginose

  • Hovedpine

  • Ingen menstruation (amenorrea)

  • Akne

  • Underlivsinfektioner

  • Rygsmerter

  • Mavesmerter

  • Migræne

  • Depression, humørsvigninger og selvmordsrisiko

  • Hårtab

  • Vægtøgning

  • Kvalme

  • Ømme bryster

  • Nedsat sexlyst

  • Smertefulde menstruationer

  • Smerte under sex

  • Svimmelhed

  • Pigmentforandringer, fx i ansigtet

  • Uønsket hårvækst

  • Beskadigelse af livmoderen (sjælden)

  • Graviditet uden for livmoderen (mindre end 1% af brugere, men kan være livstruende)

Det er en lang liste, ikke? Hvis du er i tvivl om jeg har ret, kan du læse om dem alle sammen lige her.

Det er naturligvis ikke alle kvinder, som oplever alle disse symptomer, og mange trives med de fordele, den giver. Det er bare en risiko, man tager, og den er vigtig at være bevidst om.

Det kan være en rigtig god idé at skrive dagbog før og efter du får den sat op, så du kan holde øje med, hvilke eventuelle bivirkninger, du oplever. Bed også gerne din kæreste eller familie om at holde øje med dig, da det kan være svært at opdage især de psykiske symptomer som depression og humørsvingninger.

hormonspiral

Forstyrrelse af hara-chakraet

En anden bivirkning, som er til den mere alternative og spirituelle side, er at det at få indsat et fremmedelement i kroppen kan påvirke den energetiske balance i kroppen. I traditionel kinesisk medicin arbejder man med meridianbanerne og i tantraen arbejder man med kroppens chakra.

I begge traditioner som er inspireret af Daoismen er underlivet hos både mænd og kvinder anerkendt som et kraftfuldt energi-center, kaldet for Hara eller Dantien. Når vi indsætter et udefrakommende objekt i dette center af kroppen, så vil det muligvis påvirke kroppens energetiske balance. Det kan være, at du oplever at du er mindre forbundet til din krop og din indre kraft, eller at du psykisk mærker, at det ikke føles rigtigt. Stol på din krops intuitive visdom og følg den. Vid at der findes andre alternativer, og at du ikke behøver at gøre noget, som ikke føles rigtigt for din krop.

Det samme gælder flere og flere kvinders oplever med brystimplantater. Når vi indsætter noget omkring vores hjertechakra, så kan det blokere for denne energi. Der er intet i vejen med at vælge at få brystimplantater, men hvis du mærker efterfølgende en afskårethed fra dit hjerte og din krops energetiske vibration, så kan det være dette fremmedelement, som forstyrrer dit indre energiflow.

Den psykiske påvirkning  

Noget af det, som jeg synes er det mest skræmmende ved hormonprævention, er den psykiske påvirkning vi lader vores hjerner udsættes for.

Jeg har hørt mange historier fra kvinder, der har levet på hormonspiralen i flere år, for pludselig at møde en helt ny udgave af sig selv, når de fjerner den. Og det er jo egentlig ikke en ny udgave - de har blot levet mange af deres vigtigste år, hvor de vælger karriere, partner og det sted, de ønsker at bo, under påvirkning af hormonerne fra spiralen.

I de seneste år er der endelig kommet solid forskning frem (som faktisk er lavet på danske kvinder), der understreger denne psykiske påvirkning. Forskning ved Rigshospitalet, som analyserede brugen af anti-depressiver og antallet af selvmordsforsøg i forbindelse med brug af hormonprævention, viser nogle skræmmende bivirkninger. Det viser, at især hormonspiralen og især hos unge kvinder øges risikoen for depression og selvmordsrisiko. Derfor er det værd at overveje, om dette er den rigtige metode for dig, hvis du er en ung kvinde eller hvis du er psykisk sensitiv.

hormonspiral

Hvad gør jeg, hvis min krop udstøder hormonspiralen?

Det er muligt, at din krop udstøder spiralen. Det er der højere risiko for, hvis:

  • Du aldrig har været gravid

  • Har kraftige eller lange menstruationer

  • Har kraftige menstruationssmerter

  • Din krop tidligere har afvist en hormonspiral

  • Er yngre end 20 år

  • Har fået en den indsat lige efter fødsel

Hvis du har mistanke om, at din krop udstøder den, så sørg for at ringe til din læge og få det undersøgt.

Når du stopper med hormonspiral

Nogle kvinder oplever ikke kun gener, mens de bruger spiralen, men de oplever også, at der ligger en stor regning af bivirkninger, når den fjernes. Det er så typisk for mange kvinder, at det har fået et navn: Mirena Crash. Altså et krak efter brugen af Mirena-spiralen.

Tilbagetrækningssymptomer efter brug kan fx være:

  • Humørsvingninger fra milde til svære

  • Depression

  • Angst

  • Hovedpine og migræne, ledsaget af nakke- og skulderubehag

  • Problemer med vægtøgning

  • Hårtab

  • Opkastning

  • Træthed

  • Mild til svær acne

  • Hævede bryster

  • Nedsat sexlyst

  • Fertilitetsproblemer

Du bør altså både forberede dig på, at der kan opstå bivirkninger under brugen, men også i perioden efter brugen. Hvis du fx ønsker at blive gravid, når du fjerner spiralen, er det godt at vide, så du for en sikkerheds skyld kan afsætte en periode til at få kroppen tilbage i hormonel balance igen.

Jeg anbefaler desuden, at du bruger en periode på mindst 3 måneder inden at du får fjernet den på at bringe kroppen i hormonel balance. Læs desuden mit blogindlæg om et p-pille stop, som giver dig nogle gode råd til, hvordan du gør det.


Er hormonspiralen den rigtige præventionsmetode for dig?

Valget af præventionsmetode afhænger af en række faktorer, herunder dine individuelle behov, præferencer og sundhedsmæssige hensyn. Hormonspiralen er en effektiv form for hormonel prævention, der også kan hjælpe med at reducere menstruationsbesvær. Men den kommer desværre med en lang række bivirkninger, som de færreste er klar over.

Det er en god idé at sætte dig ind både fordele og ulemper, og sørge for at læse indlægssedlen, før du får den sat op.

Husk, at der ikke findes en universel løsning, og hvad der fungerer for én person, fungerer måske ikke for en anden. Det her er blot en af ​​mange tilgængelige muligheder, og det er vigtigt at træffe en informeret beslutning baseret på dine individuelle behov og sundhedsmæssige hensyn. Hvis du ønsker at lære mere om hormonfri præventionsalternativer, kan du læse mit blogindlæg om det her.



Vil du gerne understøtte din hormonelle balance bedst muligt?

hormonyoga for kvinder

Så skal du prøve hormonyoga. Det er nænsomt men effektivt middel til at få hormonerne tilbage i balance igen, hvor alle kan være med, uanset om du har prøvet yoga før eller ej. Du kan få en gratis prøveperiode på min online yogaplatform. Her får du adgang til alle mine yogavideoer, meditationer og akupressurøvelser.

Du bliver også en del af vores lukkede facebookgruppe, hvor du kan sparre med andre kvinder om cyklus, hormoner, yoga og alt det der handler om at være kvinde.

Prøv gratis her


Og nu vil jeg gerne høre fra dig – hvordan er din oplevelse?

Fortæl mig i kommentarerne:

• Hvad fik dig til at vælge denne type prævention?
• Hvordan virker den for dig?
• Hvilke fordele og ulemper mærker du?

Jeg ville elske at høre fra dig 🥰

Kærlig hilsen


Laura Grubb signatur




Om Laura Grubb


headshot-laura-300x300

Jeg hedder Laura, og min passion er at vise dig, hvordan du får et liv i bedre balance ved at forstå dig selv gennem din menstruationscyklus og hormoner. Jeg er oprindeligt uddannet cand.soc i Service Management, men valgte efter et stressammenbrud at uddanne mig som hormonyogalærer og kostvejleder med speciale i hormonsystemet. Mit ønske er give dig værktøjerne til at få en krop i balance, samtidig med du lærer, hvad der kendetegner dig som kvinde og hvordan du kan gøre din menstruationscyklus og hormonbalance til din største styrke. Det er min mission – og jeg glæder mig til at have dig med på rejsen.

Følg med på InstagramFacebook og Youtube



Ansvarsfraskrivelse

Information i dette blogindlæg har kun til formål at informere og oplyse. Indholdet er et resultat af Lauras egen research og erfaringer. Indholdet er ikke tænkt som en erstatning for rådgivning af en læge eller anden sundhedsrådgiver eller anden information fundet på et produkt eller pakke. Brug ikke indholdet til at diagnosticere eller behandle et helbredsproblem eller sygdom, eller til at udskrive medicin eller anden behandling. Tal altid med din læge eller anden sundhedsrådgiver, før du tager nogen medicin, kosttilskud, urter eller foretager nogen behandling for et helbredsproblem. Hvis du har eller mistænker, at du har et medicinsk problem, kontakt din læge omgående. Afvis ikke lægelig rådgivning og afvent ikke at søge lægehjælp på grund af noget, du har lært via min hjemmeside og andre kanaler. Information og udtalelser vedrørende kosttilskud og præventionsmidler er ikke evalueret af Sundhedsstyrelsen og er ikke tiltænkt at diagnosticere, behandle eller eliminere nogen sygdom.

Tantra, seksualitet og nydelse med Fanny Broholm
Vitex agnus castus mod PMS og uregelmæssig cyklus

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!